Sex er tabu

Bangladesh er et meget konservativt land. Der er mange ting, man bare ikke gør, fordi det er i strid med religionen, traditioner, normer og uskrevne regler. Der er endnu flere ting, man ikke taler om, fordi det opfattes som skamfuldt. 

Sex og alt, hvad der har med krop at gøre, for eksempel. Eller forelskelse.

I Bangladesh hører sex kun til i ægteskabet. Mange mænd går godt nok til prostituerede, men så længe, ingen ved noget om det, accepteres det. Det forventes oven i købet til en vis grad, at mænd har seksuel erfaring, når de bliver gift.

Kvinder, derimod, skal være jomfruer, når de bliver gift. Hele livet går piger og kvinder i Bangladesh hyldet ind i store stoffer, der dækker bryster, baller og skridt. På den måde beskyttes de mod fremmede mænds blikke. 

Arrangerede ægteskaber
Langt de fleste ægteskaber er arrangerede, og især pigerne er som oftest nødt til at acceptere den mand, deres forældre finder, uden spørgsmål. Ægteskab betragtes som en kontrakt, der skal være økonomisk og moralsk fordelagtig for begge familier. Desuden betragter voksne i Bangladesh børn og unge som uvidende og umodne. Derfor er ægteskab en sag, der sjældent diskuteres med de unge selv. 

Ingen sex på skoleskemaet
Seksualundervisning er et ukendt begreb i Bangladesh, og det er heller ikke normalt at tale om sex og kærlighed hverken i skolen eller hjemme. Derfor er de fleste unge meget dårligt klædt på til at få et forhold til at fungere seksuelt og følelsesmæssigt. Mange piger aner ikke, hvordan man bliver gravid – eller hvordan man undgår det. Faktisk har ugifte piger og kvinder slet ikke lov at købe prævention ifølge lovgivningen. Og for mange piger kommer det som et chok, når de får deres første menstruation. 

Hvis man har problemer med sin mand eller kone, er det heller ikke normalt at snakke om det, og slet ikke med andre udenfor familien. Skilsmisser er fuldkommen tabu. Når et ægteskab ikke fungerer, kan pigen for eksempel flytte hjem til sine forældre igen, men udadtil omtaler hun tit sin mand som om, at de stadig er gift. En kvinde uden mand betragtes ikke som hel, og skilsmisse betyder for en kvinde, at hun får svært ved at blive gift igen, og mange vil undgå hende helt. Mange kvinder foretrækker derfor at blive i et dårligt ægteskab.

Erotik på vers
Sjovt nok har Bangladesh også en rig tradition for litteratur, poesi og musik. Her er teksterne tykke af erotik og forelskelse.

 
Børn fortæller
 
 
Undervisningsforløb
Megafonen
LABYRINTEN
Bibliotek
Sitemap
Kontakt
Hør tekst