|
Børn og unge - hvad med pornografi på internettet?
Det er et faktum, at det kun kræver ganske få museklik at få adgang til hjemmesider med hård pornografi. Ligeledes sendes i millionvis af uopfordrede e-mails rundt med reklamer for pornografiske hjemmesider. Det giver grund til bekymring hos mange forældre, at deres børn har så nem adgang til pornografi.
Børn og unge kan godt skelne Den nordiske undersøgelse ”børn, unge og pornografi i Norden” fra 2006 viser, at de fleste børn og unge bliver introduceret til porno på internettet i 12-14 års alderen. Undersøgelsen viser også, at børn og unge generelt skelner klart mellem sex i deres egen virkelighed og det pornografiske univers. De oplever pornografi som noget helt normalt og i orden. Til gengæld oplever flere af de unge et større ubehag ved de pornografiske elementer i det offentlige rum, som er dagens realitet i både tv-serier, musikvideoer og reklamer.
Børn og unge har brug for vejledning Red Barnet mener ikke, at det er skadeligt for børn, når de frivilligt vil undersøge hvad pornografi er. Det er en del af teenageres udvikling at interessere sig for sex, og det er ganske naturligt, at unge prøver grænser af ved at se på porno. Hvis teenagere i øvrigt får en bred indsigt i voksenlivets seksualitet får det ikke en større betydning for dem. Samtidig er det ikke hensigtsmæssigt, at børn ufrivilligt og uforberedt bliver udsat for hård porno, som kan være meget voldsomt. Der er brug for at inddrage internet-pornografien i seksualundervisningen i folkeskolen, og der er brug for at forældre taler med deres børn om pornografi. Børn skal vide, at de ikke behøver forholde sig til sex mellem voksne som 10-årige, og at pornoen giver et forvrænget billede af hvad voksenlivets sex og kærlighed er.
Konsekvenser for en mindre grupper børn? Pornoindustrien giver et ensidigt billede af, hvad sex og kærlighed mellem mennesker går ud på og tegner et stereotypt billede af seksuelle relationer, hvor magtudøvelse og underkastelse ofte indgår, nogle gange også i meget voldelige forløb. I den sammenhæng er vi i Red Barnet bekymrede for, at den nemme adgang til hård porno kan have betydning for en mindre gruppe børn, som ikke har gode voksne rollemodeller. Et massivt forbrug af porno hos denne gruppe børn og unge kan eventuelt bidrage til at skabe en forvrænget opfattelse af sex og kærlighed og hvad seksuelt samvær handler om. Der er dog ikke foretaget videnskabelige undersøgelser på dette felt.
Filtre til blokering af hjemmesider Der er flere forskellige computerprogrammer på markedet, som tilbyder at blokere for pornografisk og voldeligt indhold. Læs mere og hent filtre til familiens hjemmecomputer. |