Til forsiden
Sitemap English website
 
  
  
 
  » Sexmisbrug og trafficking  » Anmeld børneporno  » Hvad siger loven?    Print
 
 

Dansk lovgivning om børnepornografi

Det er ulovligt at gøre sig bekendt med billed- og videomateriale, der afbilleder børn under 18 år i en situation, hvor der foregår konkrete seksuelle handlinger eller, hvor der er fokus på barnets kønsorganer. Den danske lovgivning om børnepornografi findes i den danske straffelovs paragraf 230 og 235, som er gengivet nederst på denne side.

Fælles EU-regler
Der er stort behov for fælles internationale regler på området. I oktober 2002 vedtog EUs ministerråd en rammeafgørelse, som gav EU-lande fælles minimumsregler i forhold til at bekæmpe porno med børn på internettet. Siden er der kommet flere rammeafgørelser. Lovgivningen betyder bl.a. at:

  • Grænsen for hvornår en person er beskyttet af forbuddet er 18 år
  • Fiktivt materiale, der fremtræder på samme måder som fotografier, er omfattet af forbuddet -Strafferammen for udbredelse af børnepornografi er 6 års fængsel
  • Strafferammen for at gøre sig bekendt med børnepornografi er 1 år

Ny lovgivning i 2009: også ulovligt, hvis man ”bare kigger”
I 2008 vedtog man i Danmark en stramning i loven, som trådte i kraft d. 1.7. 2009. Denne stramning betyder, at man nu kan straffes for at ”gøre sig bekendt” med børnepornografi (§235 stk2). Det er altså ulovligt at kigge på børnepornografisk materiale på computerskærmen, også selvom man ikke downloader materialet.
 

Straffeloven kapitel 24
 

§ 230 i den danske straffelov

Den, der optager utugtige fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge eller på anden måde at udbrede materialet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om optagelser af mere systematisk eller organiseret karakter. § 226 finder tilsvarende anvendelse.

§ 235 i den danske straffelov

Den, som udbreder utugtige fotografier, film eller andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter.

Stk. 2. Den, som besidder eller mod vederlag eller gennem internettet eller et lignende system til spredning af information gør sig bekendt med utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af utugtige billeder af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende har givet sit samtykke til besiddelsen.

§ 235 a. Den, der rekrutterer eller i øvrigt medvirker til, eller som udnytter, at en person under 18 år deltager i en forestilling med utugtig optræden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særlig skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særlig skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om forestillinger af mere systematisk eller organiseret karakter.

Stk. 2. Den, der som tilskuer overværer en forestilling som nævnt i stk. 1 med deltagelse af en person under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år
 


Erotiske billeder af børn 
- et overset problem i lovgivningen


Ved siden af den ulovlige pornografi med børn eksisterer tusindevis af hjemmesider med poseringsbilleder, hvor børn er blevet instrueret i at posere mere eller mindre afklædte.  Det er tydeligt, at disse hjemmesider henvender sig til personer med en seksuel interesse i børn. Det vurderes af flere forskere, at potentielle krænkere bruger erotiske billeder af børn som en måde at bekræfte, at deres seksuelle fantasier om børn er normale.

  • Lovlige hjemmesider med poseringsbilleder af børn kan bidrage til, at en potentiel krænker får bekræftet et forvrænget billede af virkeligheden, og derfor tror at børn har en seksualitet som voksne.
  • Erotiske billeder af børn kan cirkulere på internettet i årevis. Selvom børn ikke udsættes for konkrete seksuelle overgreb i forbindelse med optagelserne, er billederne en krænkelse af børnenes privatliv og det er usandsynligt at børn frivilligt lader sådanne ydmygende billeder offentliggøre.

De lovgivningsmæssige dilemmae