Mere end børnearbejderne drømte om
Igennem fem år har 17.000 børn og unge i Red Barnets børneklubber i Bangladesh stædigt opsøgt lokale ledere, arbejdsgivere, institutioner og forældre med krav om bedre arbejdsmiljø og tid til undervisning og leg.
Resultatet af deres indsats er: Bedre løn til børn på cigaretfabrikker. Kortere arbejdstid til børn, der arbejder i butikker og som tjenere på restauranter. En god seng og myggenet til børn der sover på deres arbejdspladser. Førstehjælpsudstyr til børn i farlige jobs. Gratis specialundervisning til børnearbejdere. Gummistøvler, forklæder og handsker til børn, der arbejder med farlige kemikalier på læderfabrikkerne. Undervisning i moderne landbrugsmetoder til unge landmænd.
Stor respekt
I Bangladesh lytter voksne per tradition ikke til børn. Til gengæld udnytter de dem gerne. Arbejdsgiverne bruger børn som billig arbejdskraft, mens nogle forældre ser deres børn som en ekstra indtægtskilde. Derfor giver det god mening at støtte børnene i selv at sige fra. I klubberne definerer børnearbejderne selv hvilke rettigheder, de vil kæmpe for, og hvordan de gør det.
Børnene har opnået mere, end de turde drømme om. Ikke bare bedre arbejdsvilkår, men også stor respekt. Arbejdsgiverne oplever nemlig, at når børnene har det godt, arbejder de bedre. Og når kunderne får bedre service, tiltrækker det nye kunder og dermed flere indtægter.
Forældrene er også glade. Uddannelse, mere viden, flere penge og mere fritid til børnene hjælper hele familien til at få et bedre liv. |