| |
Politiet i provinsbyen: Vi passer bare vores arbejde Mange gadebørn klager over, at politiet er grove over for dem. Politiet siger omvendt, at gadebørnene ofte laver kriminalitet, og at de derfor har pligt til at anholde dem. Vicepoliti-chefen Semet Tujal fra Quetzaltenango svarer på kritikken.
”Gadebørn er et problem, der findes i hele landet. Det er sørgeligt at se, at de bruger stoffer og sniffer lim. Vi politifolk er også mennesker. Den eneste forskel er, at vi har uniform på.”
Hvad gør gadebørnene, som er ulovligt? ”Børnene stjæler f.eks. mobiltelefoner og smykker fra folk, mens de går på gaden. Ved markedet stjæler de mad og ting, som de kan sælge videre. Vi har også haft sager med et barn, der har voldtaget et andet barn, og et gadebarn, som har dræbt en anden.”
Hvad sker der, når I fanger dem? ”Vi stiller barnet foran ungdomsdomstolen. Her diskuterer dommerne, hvor grov forbrydelsen er. Er den grov, skal barnet sendes på opdragelseshjem i hovedstaden Guatemala City. Er det en mindre forbrydelse, får barnet lov at komme tilbage til sin familie, hvis vi kan finde den.”
Ifølge en ny børnelov har børn ret til en forsvarer i retten? ”Øh, jeg har ikke hørt om en ny lov - er den blev vedtaget? Jamen, så synes jeg, det er godt, fordi alle mennesker har ret til at blive forsvaret.”
Politiet er kendt for at ”rengøre gaderne” dvs. kører alle gadebørnene væk og sætte dem i ungdomsfængsler. Hvorfor gør I det? ”Det gør de i hovedstaden. Når vi gør det her i Quetzaltenango, kommer ordren fra Guatemala City. Vi har renset gaderne for de bander, der hærger og sælger stoffer.” |