| |
Gadebørn globalt 100 millioner gadebørn verden over Gaderne i verdens storbyer er ifølge FN hjem eller arbejdsplads for over 100 millioner børn. Omkring 40 millioner af dem bor i Mellem- og Sydamerika - også kaldt Latinamerika. I Asien er der 30 millioner på gaderne, i Afrika 10 millioner og i resten af verden er der 20 millioner børn, der opholder sig på gaden.1
De fleste gadebørn bor altså i ulandene. Her kan man måle på antallet af gadebørn og hjemløse i storbyerne, hvordan økonomien er i landet. Når fattigdommen stiger, kommer der flere gadebørn. Børnene stikker af hjemmefra, når fattigdommen i familien bliver så voldsom, at der ingen mad er, eller når forældrene bliver voldelige eller alkoholikere – ofte også i vrede og afmagt over deres elendige liv i fattigdom.
Også gadebørn i rigere lande Men det er ikke kun i ulandene, at der findes gadebørn. I Europa lever titusindvis af børn på gaderne især i de fattigste lande: I Rumænien er der 3.-5.000 gadebørn, i Rusland 2,5 millioner, og i Tyrkiet lyder et forsigtigt skøn på 10.000 børn. I USA, hvor forskellen mellem rige og fattige er enorm, er der også masser af gadebørn. Og selv i rigere lande som f.eks. Danmark med mange sociale tilbud til børn, der har problemer, findes der gadebørn. Læs mere under: Gadebørn i Danmark
Børn har forbudte job Livet på gaden – uanset hvor det er i verden – er barskt – og burde være ”Forbudt for børn”. På gaden bliver børnene kontaktet af mange voksne med dårlige hensigter. I Guatemala er det f.eks. meget almindeligt at bruge gadebørn til at transportere og sælge narkotika. Mange af disse børn kommer med i de hårde bander, der hærger storbyerne på det nordamerikanske kontinent. Banderne bekriger hinanden, men de laver også så grove overfald og mord på uskyldige, at der er en stor frygt for dem i befolkningen.
Især i Asien er der millioner af børn, der sælger deres krop for at overleve på gaden. I Danmark er der begyndt at komme mange børn fra Østeuropa på gaden. De bliver tvunget hertil af voksne bagmænd, som sætter dem til at arbejde som lommetyve.
Mord på gadebørn I mange lande er politiet gadebørnenes fjende nummer et. Det er betjente, der kræver at børnene forlader varmeristene på banegårdene eller sparker dem op tidligt om morgenen, når de sover foran butikkerne. Når der skal være internationale topmøder, er det ordensmagten, der bliver sat til at ”gøre rent” i byen. Gadebørnene bliver stuvet op i lastbiler og kørt uden for bykernen – tit tilbage til de slumområder, de har forladt på grund af fattigdom og vold. Så der går ikke længe, før gadebørnene er tilbage på byens hovedstrøg.I nogle lande, f.eks. i Guatemala myrdes i hundredevis af gadebørn hvert år. Politiet er under mistanke for at stå bag nogle af mordene. Læs mere under Mord på gadebørn.
1. Note om tal: Man kan ikke sige præcist, hvor mange børn i verden, der er gadebørn. Det skyldes blandt andet, at mange lande ikke har statistikker over antallet, fordi de ikke vil anerkende, at de har gadebørn. FN-organisationen UNICEF anslår, at der findes mindst 100 millioner børn, der lever som gadebørn i storbyer verden over. 40 millioner af gadebørnene findes i Latinamerika, 25-30 millioner i Asien, 10 millioner i Afrika, og resten findes i den rige del af verden. Hovedparten af alle gadebørn er drenge. |