Til forsiden
Sitemap English website
 
  
  
 
  » Nyheder    Print

10-02-2009
Grooming af børn på nettet

Antallet af børn der bliver kontaktet af voksne med seksuelle hensigter, er muligvis større end hidtil antaget.

En ny undersøgelse som Habbo.dk – et online chatrum for børn og unge – har lavet, viser, at hvert 3. barn muligvis har været udsat for forsøg på grooming. Undersøgelsen er ikke repræsentativ, men den giver et vigtigt fingerpeg om børns online oplevelser.

Habbo.dk har spurgt omkring 10.000 af sine brugere, om de nogensinde har chattet med en, som udgav sig ud for at være et barn, men som viste sig at være en voksen, og om børnene havde oplevet at chatte med nogen, som forsøgte at presse dem til at ses i virkeligheden. Til begge spørgsmål svarede ca. en tredjedel at de havde oplevet dette. Besvarelserne viser dog, at færre end halvdelen af børnene egentlig ved, hvad grooming er.

Svært at sige nej
Grooming er seksuelle krænkeres manipulation af børn, der har til formål at få børnene til at medvirke - tilsyneladende frivilligt - i overgreb. Gennem positiv opmærksomhed og bekræftelse skaber krænkeren bevidst et tillidsforhold, som gør det svært for barnet at sige nej.

Bekymrende høje tal
- Det er foruroligende høje tal. Andre undersøgelser vurderer, at omkring 2 procent af de børn som bliver udsat for grooming på nettet, rent faktisk møder den voksne, der har opbygget et venskab med dem, siger Jon K. Lange, projektkoordinator hos Red Barnet.

Du bestemmer selv
Jon K. Lange  forklarer, at det er vigtigt, at forældre og fagfolk med ansvar for børn får viden om groomingprocessens betydning, så de kan gribe ind, når det er nødvendigt. Men det er også vigtigt, at børnene lærer nogle regler og retningslinjer for, hvordan de kan færdes sikkert på nettet, og måske allermest vigtigt – at de kan og skal sige fra, når de oplever, at deres grænser bliver overskredet.

Hver 4. 9-10-årige har en social profil på nettet
De digitale medier spiller en vigtig rolle i børn og unges hverdagsliv og ikke mindst for deres interaktion med hinanden.
Medierådet for Børn og Unge har udarbejdet en undersøgelse i anledning af Sikker Internet Dag 2009 (d. 10. februar), som handler om, hvordan børn og unge håndterer privatliv på net og mobil. Undersøgelsen viser blandt andet, at 26 % af de 9-10-årige og 61 % af de 10-13-årige i dag har profiler på sociale sites som Habbo, Arto og Facebook.
Læs mere om undersøgelsen og aktiviteterne i forbindelse med Sikker Internet Dag på Medierådets hjemmeside her.

Hvad gør Red Barnet?
Red Barnet udbreder viden om grooming. Det sker gennem faglige artikler, undervisning af fagpersoner og ved retssager, hvor Red Barnets medarbejdere inddrages som eksperter.
Red Barnet opfordrer desuden til, at målrettede forsøg på grooming af børn, med den hensigt at udnytte dem seksuelt, bliver gjort strafbart indenfor dansk retspraksis. Læs mere her.

Grooming er strafbart i en række andre lande, fx Norge, Storbritannien, Australien og USA.
SMART på nettet: Red Barnet har udviklet et sæt regler, der skal hjælpe børn til at få et sikkert socialt liv online.

SMART-reglerne findes på www.sikkerchat.dk

 


 
Støt Red Barnet
Det nytter at støtte. Du kan støtte med både penge og tid, som privat og som virksomhed.
Tilmeld nyhedsbrev
Følg Red Barnets arbejde i Danmark og resten af verden.              

Red Barnet Ungdom Red Barnet     Rosenørns Allé 12     1634 København V
Tlf. 3536 5555     Fax 3539 1119      redbarnet@redbarnet.dk     
Bank: reg. 5016 kontonr. 109266-8     CVR: 6340 7216
Red Barnet alliance
Red Barnet shop
Krig og katastrofer