|
08-05-2008 Børnene i Myanmar
Dødstallet som følge af cyklonen i Myanmar stiger hele tiden. Lige nu anslår mange, at tallet er mindst 100.000.
Red Barnet har givet nødhjælp til mindst 100.000 mennesker (rev. 13. maj). Men der skal meget mere til, og derfor håber Red Barnet på, grænserne åbnes så, der kan komme yderligere forsyninger til landet.
- Vi hører om små bitte skoler, hvor der er stuvet 1000 mennesker sammen uden toilet og rent vand og meget lidt mad. Børnene drikker af hav- og flodvand og sætter dermed deres liv på spil, fortæller nødhjælpskoordinator Joans Keiding Lindholm.
Børn udnyttes i katastrofer
Red Barnet sørger for at lave såkaldte sikre zoner for børnene, fordi de ofte i katastrofer er ekstremt udsatte for vold, overgreb og udnyttelse.
- Børn, der er blevet væk fra deres familier, flakker alene omkring, og både under og efter en katastrofe er der stor risiko for, at de bliver bortført til slavearbejde, tiggerindustrien eller prostitution. Trafficking er allerede et stort problem i Myanmar, ved vi fra vores mangeårige arbejde derfra, fortæller Anne-Sophie Dybdal, psykolog i Red Barnet.
Red Barnet arbejder på at finde børnenes familier eller hjælpe med at få børnene sikkert anbragt hos voksne der vil tage sig godt af dem.
I de sikre zoner vil børnene også have mulighed for at lege og fortælle om deres oplevelser og følelser.
- Efter så store katastrofer vil mange børn være stærkt chokerede og angste. De sikre zoner giver en vis fornemmelse af struktur og orden i et liv, der er vendt helt på hovedet. Børn har hurtigst muligt brug for en følelse af normalitet, siger Anne-Sophie Dybdal.
Red Barnet stor i Myanmar
Red Barnet alliancen – Save the Children har arbejdet i Myanmar siden 1995 og har 27 programkontorer i 10 ud af 14 stater.
Vi har projekter og programmer indenfor børnebeskyttelse, sundhed, ernæring, uddannelse, hiv/aids, fødevaresikkerhed, og mikrofinansiering.
Læs Andrew Kirkwoods blog fra Myanmar.
 |
 |
| Foto: Will Baxten/WPN |
Foto: REUTERS/Stringer, alertnet.org |
|