Af Astrid, Marie M og Vanessa, 7.c, Johannesskolen
Research og foto: Ripon, Shahnaz, Parvin og Djhorna, Dhaka.

Når et barn fødes i Bangladesh, bliver det oftest de mindre søskende, der skal passe det, men når de så bliver større, omkring 10 års alderen, begynder de i skole, hvis familien altså har råd. Andre har et lille job allerede som 6-årig, som f.eks. ”stik-i-rend-dreng”, eller hjælper til derhjemme med husholdning, madlavning mm. Nogle begynder allerede som 11-12-årige på en uddannelse.

Piger bliver gift væk
I mange fattige familier bliver pigerne gift væk som 11-12-årige. Når en pige bliver gift, flytter hun oftest ind hos mandens familie. Pigernes familier mener, at det er bedst både for pigerne og dem selv. For det første er der en mund mindre at mætte, og for det andet er det oftest en ”rig” familie, pigerne flytter ind hos. Derfor ved pigernes oprindelige familie, at de vil få det godt hos manden. Når en pige flytter ind hos sin mand (der for det meste er meget ældre end hende selv), fortsætter hun i sin mors fodspor. Hun føder børn, passer hus, laver mad og passer manden og svigerfamilien.

Børn der starter tidligt på arbejde
I Bangladesh arbejder ca. hvert fjerde barn under 12 år. I de fattige familier er det ikke nok, at de voksne arbejder. Børnene er typisk 10-12 år, når de starter på et værksted. De laver sko, smykker og farligt arbejde som at svejse metal sammen og genoplade batterier. De arbejder også med andet fysisk farligt arbejde, hvor de skal betjene maskiner og er i kontakt med farlige kemikalier.

Farvel til familien
Mange børn i Bangladesh vælger at flytte fra deres familie for at starte en uddannelse et andet sted i landet. Det kan også være, at de har fået et job så langt væk hjemmefra, at det er nemmere for dem at sove der, hvor de arbejder.  På den måde kommer de ikke til at se deres familie særlig meget. Der kan ofte gå op til fem år, før de ser deres familie igen. I den tid savner børnene familien meget. De vælger ofte den livsstil, fordi de mener, at uddannelsen kommer før familien.

Interview med børnearbejder Navn: Ripon Alder: 15 år Arbejde: Arbejder i en restaurant i Mohammedpur, et kvarter i Dhaka Hvad er vigtigst for dig, familien eller arbejde? Begge ting er vigtige for mig fordi jeg arbejder for min familiens skyld. Min familie overlever, fordi jeg arbejder. Ser du ofte din familie? Nogle gange gør jeg. Min far han kommer nogle gange og besøger mig. Savner du din familie? Jeg savner dem om aftenen, når jeg ligger i min seng. Hvornår skal du se din familie igen? Efter Eid-ul Azha. (En stor religiøs fest) Hvem besluttede, at du skulle arbejde her? Min far spurgte, om jeg ville arbejde her, og jeg synes også selv, at jeg skulle have et arbejde. Har du gået i skole? Jeg gik op til 2. klasse. Nu kan jeg læse en lille smule. Hvordan behandler personerne på arbejdspladsen dig? Nogen gange føler jeg, at de ikke kan lide mig, og andre gange er det, som om de elsker mig. Jeg bliver nødt til at finde mig i, hvad arbejdsgiveren siger. Når han råber ad mig, har jeg mest lyst til at forlade jobbet. Hvorfor kom du hertil for at arbejde? Er der mangel på job i din hjemby? Min hjemby er i Rangpur. Der er fattigdom overalt, og de voksne får de tilgængelige jobs. Nu arbejder jeg her. Jeg rejste hertil med en anden dreng, der også arbejder her.