Print Print   
 

Det burde være 'forbudt for børn'
 
Der er 100 millioner gadebørn i verden. Næsten halvdelen af dem bor i Latinamerika. Med en ny hjemmeside sætter Red Barnet fokus på gadebørn i Guatemala, der sover eller arbejder på gaden. 
 
- Jeg har været i fængsel to gange. Jeg har ingen venner, limbøtten er min eneste kammerat, fortæller 17-årige José Reyes. Hans øjne er dækket af pandehår, men det er stadig tydeligt, at han er meget skæv af lim. Øjnene er røde, stemmen snøvlet, og limbøtten ryger op til næsen flere gange i minuttet.

José har mistet begge sine forældre og lige som titusindvis af børn i Guatemala, lever han på gaden. På Red Barnets nye hjemmeside om gadebørn i Guatemala fortæller en lang række børn om, hvordan de er endt på gaden. Og om deres liv på godt og ondt. 
 
Gadebørn i klasseværelset
Gøglere med bolde, skopudsere og blinkende politibiler. Der er masser af farver og figurer, når man klikker sig ind på 'Gadebørn i Guatemala'. Bag figurerne gemmer sig en vej videre ind i et univers, der danner rammen om livet som gadebarn. Hjemmesiden henvender sig til elever i 6. til 10. klasse og er et inspirerende input til et undervisningsforløb om gadebørn og børns rettigheder. Siden blev lanceret i maj 2004 og lægger både op til, at eleverne kan fordybe sig i emnet gadebørn ud fra mange forskellige indgangsvinkler og til, at eleverne kan identificere sig med andre børn i verden og sammenligne deres vilkår.
 
Hjemmesiden er blandt andet baseret på interviews med børn, som Red Barnet hjælper i Guatemala. Børnene fortæller, hvorfor de lever på gaden, og hvordan deres liv er.

Hjemmesiden handler også om det arbejde, Red Barnet udfører for at forebygge, at børn fra slummen stikker af hjemmefra og bliver gadebørn. På siden kan man få indblik i, hvordan de guatemalanske myndigheder håndterer gadebørnsproblemet. Desuden er der tekster om FN´s Børnekonvention, og hvilke rettigheder gadebørn ikke får opfyldt. Også emnet gadebørn i Danmark er med.

Besøg Gadebørn i Guatemala på www.redbarnet.dk/gadeboern

Red Barnet i Guatemala
Red Barnet har siden 1992 arbejdet for at skabe bedre forhold for børn i Guatemala. Landet er det fattigste i Mellemamerika, og som i mange andre fattige lande lever mange børn i en udsat situation:

  • To millioner er børnearbejdere.
  • En million børn kommer ikke i skole, og mange af dem er gadebørn.

Målet for Red Barnet er, at alle børn i Guatemala kommer til at gå i skole og får tid til at lege. Guatemalas regering tildeler i dag færre midler til undervisning end nogensinde før, og der undervises stadigvæk ikke i de oprindelige sprog (maya børns modersmål). Red Barnet støtter skoler og undervisningscentre, hvor maya børn bliver tilbudt undervisning, der tager udgangspunkt i børnenes modersmål og deres egen kultur.